Hvad er Musikterapi?
Musikterapi kan defineres som anvendt musikpsykologi, hvor viden om musikkens mangeartede påvirkning af menneskets krop og bevidsthed, bruges til at give mennesker nye handlemuligheder. Da man i musikterapien ikke er afhængig af sproget som den primære kommunikationskanal, er musikterapi bl.a. en unik behandlingsform til mennesker som enten ikke har et sprog, eller som nemt farer vild i sproget. Musikterapi anvendes også til mennesker som har verbalsprog, men som ikke profiterer af behandlingstilbud baseret på samtale alene.
I musikterapi er musikken ikke målet i sig selv, men musikken og musikalske elementer anvendes som udtryks- og samværsform i den terapeutiske proces. Herigennem kan musikterapeuten hjælpe med at sætte lyd til den indre verden, til de følelser, oplevelser og tilstande som kan være svære eller umulige at forklare/udtrykke i ord, men som stadig har brug for at blive udtrykt.
Ofte stillede spørgsmål?
Anvendes der også samtale i musikterapi?
Ja, i situationer, hvor det er muligt at sætte ord på oplevelser, tanker eller refleksioner, inddrages sproget.
Skal man kunne spille et instrument for at gå i musikterapi?
Nej, det skal man ikke. Måden at anvende musikken på, stiller ingen krav til instrumentale færdigheder.
Skal man være musikalsk for at gå i musikterapi?
I musikterapi betragtes musikalitet som en medfødt menneskelig ressource som kan sættes i spil – også selvom man ikke har tillærte instrumentale færdigheder.